Win-win-samarbejde mellem TMG og Mårslet Skole

12.11.2020

Nyt ’Åben Skole-projekt’ har fået TMG på skoleskemaet i idrætstimerne på Mårslet Skole. I første omgang har en 4. klasse prøvet kræfter med både springgymnastik og håndbold under kyndig vejledning af instruktører og trænere fra TMG.

Helt overordnet er dette startskuddet til et større samarbejde mellem Mårslet Skole og TMG. Vi ønsker at styrke hinanden ved at lave fælles aktivitetstilbud til elevernes idrætstimer. Det skal sætte rammen for, at TMG og Mårslet Skole bruger hinanden optimalt, får flere børn i gang med at dyrke idræt og derigennem styrker vores landsbysamfund.

 

Oprindeligt havde vi i TMG planlagt nogle større aktivitetsdage for storbørnsgrupperne i byens børnehaver og for indskolingen (0-2. klasse), hvor ca. 450 børn skulle aktiveres med hjælp fra TMGs frivillige instruktører og trænere fra forskellige idrætter. Desværre kan dette ikke lade sig gøre pga. Covid-19 situationen.

 

I stedet er vi nu startet op med det, vi kalder skoleforløb, hvor TMG’s foreningsidræt kan komme på skoleskemaet for eleverne i indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen på Mårslet Skole.

 

I praksis betyder det, at idrætslærerne på Mårslet Skole kan vælge forskellige skoleforløb ud fra et TMG-katalog, hvor de afdelinger, der er med i Åben Skole-projektet, beskriver deres tilbud til skolen, hvilke aldersgrupper de tilbyder idræt til i fritiden samt stiller instruktører/trænere, til rådighed, til at undervise.

 

Forløbene kan skræddersyes til de enkelte klasser og mikses med forskellige idrætter. Projektet er finansieret af TMG og DGI Østjylland, der i forbindelse med ansættelsen af en foreningsudvikler har afsat penge til sådanne projekter.

 

4.D var de første til at afprøve et skoleforløb på fire gange i alt. Først to gange springgymnastik med TMG Gymnastiks Jumbers instruktører Kristjan Friis og Erik Brogaard, og derefter to gange med TMG Håndbolds trænere for U10 med Henrik Bendix Jensen, Morten Jensen og Casper Overgaard. Forløbet foregik i Multihallen, hvor instruktører og trænere stod klar torsdag morgen kl. 8.00-9.30, hvor 4.D har idræt.

 

4.D’s idrætslærer Anne Vestergaard beskriver de fire gange således:

4.D på Mårslet skole har været ”prøvekaniner” i et nyt projekt mellem TMG og Mårslet skole. Idéen er, at idrætsforeningen tilbyder undervisningsforløb i deres forskellige idrætsgrene i idrætstimerne og stiller instruktører til rådighed helt gratis, sådan at eleverne kan stifte bekendtskab med forskellige idrætsgrene af folk, der brænder for deres idræt.

Formålet er at styrke samarbejdet lokalt i byen og give børnene mulighed for at få øjnene op for nye spændende idrætter, de kan gå til i foreningslivet, samtidig med at børn og idrætslærere i skolen bliver fyldt op med ny inspiration. Win-win for begge parter med et fælles mål om at få børn til at bevæge sig – og blive ved med det op igennem skoletiden.

4.D har været i gang med et forløb i springgymnastik med Erik og Kristjan, der har lavet to meget spændende undervisningsgange i Multihallen. Børnene var topmotiverede og klar med en masse god energi og lyst til at lære.

Det har været en fornøjelse at se, at eleverne på blot på to gange har udviklet sig gymnastisk i fejesving, koldbøtter, forøvelser til flikflak og trampolinspring, og der har været masser af sved på panden og bevægelsesglæde.

Derefter fortsatte forløbet med håndbold, hvor 4.D havde besøg af Morten og Henrik, som har trænet håndbold i mange år. Her blev motorikken udfordret med forlæns og baglæns dribleøvelser, små lege der trænede opdækning, og en forhindringsbane som sluttede med skudøvelser på mål. Igen et meget spændende forløb hvor både børn og lærer lærte nye øvelser til inspiration for den almindelige idrætstime.


Overordnede mål for TMG og Mårslet Skole

Ved at få TMG’s foreningsidræt ind i idrætstimerne i skoletiden får elever en oplevelse, der er så virkelighedsnær som muligt, og det giver samtidig TMG mulighed for at vise målgruppen, hvad der tilbydes i fritiden for derigennem at kunne hverve nye medlemmer til eksisterende hold.

 

Det giver også idrætslærere mulighed for at prøve tidssvarende foreningsidræt, som kan være svært i en normal idrætstime. TMG’s afdelinger har som oftest flere redskaber til rådighed, der kan bruges til at lave nye og spændende træningsformer for eleverne. Dette ønsker TMG og Mårslet Skole at kombinere, så børnene får nogle endnu mere spændende og inspirerende idrætstimer.

 

TMG og Mårslet skole er meget stolte af at kunne præsentere dette samarbejde, og vi glæder sig til at se, hvad det udvikler sig til i de kommende måneder og år.

 

Faktaboks:

  • TMG og Mårslet Skole ønsker at styrke hinanden ved at lave fælles aktivitetstilbud til elevernes idrætstimer.
  • TMG og Mårslet Skole skal bruge hinanden optimalt og få flere børn i gang med at dyrke idræt og derigennem styrker vores landsbysamfund.
  • Der vil blive lavet skoleforløb, hvor TMG’s foreningsidræt kan komme på skoleskemaet for eleverne i indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen på Mårslet Skole.
  • Idrætslærerne på Mårslet Skole kan vælge forskellige skoleforløb ud fra et TMG-katalog, hvor de afdelinger, der er med i Åben Skole-projektet, beskriver deres tilbud til skolen, hvilke aldersgrupper de tilbyder idræt til i fritiden samt stiller instruktører/trænere, til rådighed, til at undervise.
  • Projektet er finansieret af TMG og DGI Østjylland, der i forbindelse med ansættelsen af en foreningsudvikler har afsat penge til sådanne projekter.
  • Ved at få TMG’s foreningsidræt ind i idrætstimerne i skoletiden får elever en oplevelse, der er så virkelighedsnær som muligt, og det giver samtidig TMG mulighed for at vise målgruppen, hvad der tilbydes i fritiden for derigennem at kunne hverve nye medlemmer til eksisterende hold.

 

// Inge Pedersen, Skoleleder på Mårslet Skole og

Pernille Bechsgaard Fast, Foreningsudvikler for TMG.